Moræneler og skjulte sandlag på Fyn

Leret som skjold og forhindring

Store dele af Fyn er dækket af moræneler, aflejret af isen under den sidste istid. Leret er tæt og beskytter de underliggende lag mod nedsivning fra overfladen, og det forklarer langt hen ad vejen, hvorfor grundvandet mange steder på øen er af god kvalitet. Men leret er også en forhindring. Vandet findes ikke i selve leret, men i sand- og gruslag, der ligger indlejret i det som linser og bånd. Nogle er store og sammenhængende, andre er små og giver kun vand i begrænsede mængder.

Under istidsaflejringerne ligger der mange steder på Fyn ældre lag af mergel og fed ler fra tertiærtiden. De er for tætte til at give vand, og det betyder, at man ikke uden videre kan bore dybere for at finde et bedre magasin, som man kan i dele af Midtjylland. Hvis de kvartære sandlag ikke giver nok, er der ofte ikke noget alternativ længere nede.

For borefirmaer, der arbejder på begge sider af Lillebælt, som eksempelvis ABoring, er forskellen tydelig allerede i jordprøverne. Hvor en boring i Vestjylland kan gå gennem ti eller tyve meter sand, kan en fynsk boring veksle mellem ler og sand flere gange, før det rigtige lag viser sig.

Hvad det betyder for den, der skal bore

Den første konsekvens er, at forundersøgelsen er vigtig. Data fra eksisterende boringer i nærheden fortæller meget om, hvor sandlagene ligger, og hvor store de er. Men fordi lagene kan ændre sig over korte afstande, er det ikke sikkert, at en boring få hundrede meter væk rammer det samme. En brøndborer på Fyn vil derfor ofte planlægge med en vis fleksibilitet, så boringen kan tilpasses det, jordprøverne viser undervejs.

Den anden konsekvens handler om kapacitet. Til en enkelt husstand eller en lille virksomhed er de fynske sandlag som regel rigeligt. Til markvanding og større husdyrbrug kan det være en udfordring at finde et magasin, der kan levere den nødvendige mængde uden at påvirke nabolagets boringer eller vandløb. Her kan det være nødvendigt med flere boringer eller en omhyggelig prøvepumpning, før der søges tilladelse.

Den tredje konsekvens handler om beskyttelse. Selv om leret beskytter godt, er der steder, hvor sandlagene når helt op til overfladen, eller hvor leret er tyndt. Her kan grundvandet være mere sårbart, og kommunerne har udpeget områder, hvor der gælder særlige hensyn. Det kan påvirke både muligheden for at få tilladelse og kravene til boringens udførelse.

Der er en vis ironi i, at det samme ler, der gør Fyns grundvand så godt beskyttet, også gør det sværere at nå. Men den ironi rummer også en påmindelse om, at godt vand sjældent er det letteste at finde. Det kræver kendskab til undergrunden, omhu i udførelsen og en vilje til at lade jordprøverne styre boringen frem for en fast plan.